Hvad sker der, hvis man samler 10 mennesker på en analog ø uden internet? Som en vaskeægte clickbait ville sige: 5 dage uden internet. Du gætter aldrig hvem der bukkede under først.
De majestætiske fjelde omkring os strækker sig mod himlen. Luften er kølig, men frisk. Faktisk ren. Det føles som, om min lungekapacitet stiger for hvert åndedrag. På trods af at vi står lige udenfor Kangerlussuaqs lufthavn, er alt indhyllet i stilhed. Kigger på den blanke skærm; Ingen tjeneste.
“Er der ellers nogen spørgsmål?” spørger guiden serviceminded, ovenpå en grundig gennemgang af programmet for de næste par dage.
,,Øhmm… Hvordan kommer man på internettet her?”
Spørgsmålet river mig ud af min tankestrøm. Et skæbnesvangert spørgsmål, med et mindst lige så dystert svar. 30 kr. for 30 minutters WiFi. Gys. Offline Robinson – sæt i gang!
Jeg er vendt hjem efter 5 dage i Kangerlussuaq på Grønland. En lille by med ca. 500 indbyggere og adgang de skønneste naturoplevelser såsom Russel Gletcheren og indlandsisen. Et sted jeg klart kan anbefale. Nårh ja, så længe du påskønner naturoplevelser og ikke er dybt afhængig af internettet.
Jeg ved selvfølgelig godt, at der også findes steder i verden, hvor internettet slet ikke er tilgængeligt. Her var der i det mindste noget, så længe man ville betale for det. Ja, vi ER snotforkælede i Danmark, så er det sagt. Men jeg kunne ikke få mig selv til at betale for internetadgang. Ikke fordi, jeg er en eller anden helgen, som mener at man bør kunne klare sig uden internet i 5 dage. Nej, jeg er bare en nærig jyde.
Så jeg betragtede turen, som en oplagt mulighed for at studere, hvor stor betydning internettet har for os i dag. Vores gruppe bestod af:
- Barnet Betty på 9 år og Tweenager Tom på 12 år
- Min kæreste og jeg som “de unge” i slutningen af 20’erne (ja, man har visse privilegier som forfatter til teksten)
- De voksne bestående af Voksne Viktor i slut 40’erne, Voksne Vivi på 53 år og Voksne Viggo på 60 år
- “Bedsteforældrene” i form af Bedste Bodil på 83 år og hendes søster Bedste Bitten på 75 år og hendes kæreste Bedste Birger på 78 år.
Det resulterede i et par observationer om vores digitale mediebrug.
Observation nr. 1: En offline smartphone er ikke særlig smart
En smartphone kan ikke særlig meget, medmindre du har downloadet apps, som fungerer offline. Faktisk er det bare et dyrt kamera. Ovenikøbet et dårligt kamera hvis man sammenligner med den kaliber fotokamera, man kunne få i samme prisklasse. Hold da op, hvordan kunne vi overleve med så lidt i 00’erne? Og for iPhone-brugerne viste iMessage at være et problem, for begge parter skal have slået iMessage fra for at kunne sende standard sms’er til hinanden. For Voksne Vivi betød det, at hun, til stor frustration, havde en asynkron dialog med sin datter hjemme i Danmark.
Observation nr. 2: Generationernes forhold til mobilen – har vi fat i den forkerte ende?
Da nyheden om begrænset internet ramte, gruede jeg for krudtuglerne på 9 og 12 år. Jeg kunne mærke det gryende ramaskrig. Allerede på første dag bukkede de første under: de voksne. Ja, alt kan åbenbart ske under Robinson Ekspedition.
Voksne Vivi og Viktor kunne ikke forlige sig med tanken om ikke at have kontakt med omverdenen. Klassisk FOMO – Fear Of Missing Out. Men heldigvis har vores urinstinkter det med at komme os til undsætning. Viktors indre jæger trådte straks i karakter og han begav sig ud i byen for at afdække alle muligheder for internet; cafeer og taletidskort (hvilket faktisk kunne købes, hvis ikke det var fordi Post og Tele Service ikke havde nogen aktive taletidskort på lager – typisk). Konklusionen på hans færd blev, at vandrehjemmets tilbud var det bedste (læs det eneste). Så inden aftensmaden på 1. dag havde alle de voksne købt sig adgang til vandrehjemmets Wi-Fi. Så kunne der tjekkes arbejdsmail, Facebook og nyheder.
Et udfald som jeg ikke kunne undgå at more mig over. I dag hvor vi har travlt med at fordømme børnenes overdrevne mobilforbrug, skal forældrene måske også til at kigge indad. For faktisk var det børnene, som var bedst til at sætte gang i brætspil eller sneboldkamp, skønt det var sparsomt med sne i byen. Det var kun i morgentimerne, at Barnet Betty sad med iPad’en, mens hun spiste morgenmad. I hvert fald lige indtil at min kæreste og jeg traskede ind i fællesstuen og hun straks spurgte: ,,Skal vi spille fisk?”
Jeg er klar over, at havde vi haft en teenager med, havde scenariet nok været et helt andet.
Observation nr. 3: Hellere data end mad på bordet!
Det første aften og vi er ude at spise på en Wi-Fi-Fri restaurant. Uden vi opdager det, har Bedste Birger betalt for drikkevarerne til hele selskabet.
,,Ej, det skulle du ikke have gjort… Jeg mobilepayer dig lige,” siger Voksne Vivi og griber ned i tasken.
,,Jamen, det kan du jo ikke,” lyder det tørt fra Bedste Birger og vi griner.
Digitaliseringen er lige så stille krøbet ind under huden på os og den har ikke tænkt sig at forlade os igen. Vi er på én gang bevidste om det og alligevel bliver man overrasket, når man som Vivi indser, at MobilePay kræver data for at virke. Hvis du var strandet på en øde ø ville du så prioritere at få en mobil med solid dataforbindelse med? For internet gør så mange ting muligt. Du ville kunne fastslå din position, læse om hvilke dyr der bor på øen og hvilket planter du ikke skal spise. Mad er selvfølgelig også vigtig, men man skal jo også lære at opdrive mere mad – YouTube Tutorial on How to Survieve on a deserted Island (ja, selvfølgelig findes den allerede).
Observation nr. 4: Live fra Kangerlussuaq
Den sidste dag gik vi på jagt efter souvenirs. Jeg stopper lidt vemodigt foran den obligatoriske stander med postkort. Modsat Barnet Betty og Tweenageren Tom, så husker jeg tiden før mobiltelefonen (ja, nu lyder jeg gammel). Og da jeg var barn og vi var på ferie, skulle vi altid ud og købe postkort, som blev sendt hjem til familie og venner. Teksten var aldrig var særlig opfindsom:
Kære XXX
Her i Italien går det godt. Solen skinner og vi bader på stranden eller i poolen hver dag. Håber I har det godt hjemme i DK.
Kærlig hilsen
Stine
Men der var noget hyggelig over alle de mærkelige postkort man modtog i løbet af skolens sommerferie. Postkortet kom vel at mærke altid flere dage efter at man var kommet hjem. I dag sender vi live fra vores ferie. På snappen, på fjæsen og i filtrerede udgave på Instagram. Mine egne forældre er også rykket ind i den digitale tidsalder; den sender en sms.
Ud over en masse spændende oplevelser, så blev turen også en påmindelse om, hvor meget vi er online på tværs af generationer – uden rigtigt at ænse det. Skønt jeg klarede turen uden internet, så gik der ikke længe fra vi var landet i Kastrup til at jeg hev mobilen frem, for at tjekke op på, hvad jeg var gået glip af de seneste dage… Det var overraskende lidt.