Så er stories kommet til LinkedIn – præcis som vi kender det fra Snapchat, Instagram og Facebook. Eller… Det er måske mere en light-udgave. For der er mange af de sjove filtre, gifs og gimmicks, som ikke er inkluderet. Men hvad skal vi så med det? Er stories ikke for poppet til det konservative LinkedIn?
Noget kunne tyde på det. For siden funktionen blev rullet ud i oktober måned, er jeg ikke ligefrem blevet bombarderet med stories. Tværtimod. Der er skræmmende tavst. Og det siger ikke så lidt, når størstedelen af mine forbindelser på LinkedIn arbejder med marketing til dagligt. Så når fagfolkene holder sig tilbage, hvad skal man så tænke..?
Derfor vil jeg bruge dette indlæg på give dig inspiration til, hvordan du benytter LinkedIn Stories til at skabe engagerende indhold. Til allersidst giver jeg også mit bud på, hvorfor det er funktionen ikke rigtig bliver brugt i dag (cliffhanger!).
Hvad er LinkedIn Stories?
Stories blev først introduceret på Snapchat i 2013. Det er en funktion, hvor du lægger en video eller et billede op, som er tilgængeligt for dine venner i 24 timer. Herefter forsvinder det. Det blev voldsomt populært, fordi pludselig kunne du ligge indhold op, uden at du nødvendigvis spammede dine venner. Det blev faktisk så populært, at Instagram (2016) og Facebook (2017) fulgte trop. LinkedIn eksperimenterede i 2018 med Student Voices, som var deres svar på stories. En funktion hvor studerende kunne lægge videoer op, som blev vist på en Campus Playlist på deres respektive universitet eller skole. Efter en uge forsvandt videoen fra playlisten, men blev liggende på de studerendes private profil. Det blev aldrig en stor succes.
Men ideen med at kopiere stories til LinkedIn er ikke grebet ud af den tynde luft. Mark Zuckerberg udtalte i 2018:
Another important shift that we’re seeing across the industry is the growth of Stories. We expect Stories are on track to overtake posts in feeds as the most common way that people share across all social apps. That’s because Stories is a better format for sharing multiple quick video clips throughout your day.
Brugerne er mere aktive i private grupper, messenger-tråde og stories. De værdsætter det private og skriver ikke lige så mange statusopdateringer som tidligere. Det er noget, de sociale medier er ved at omstille sig til for stadig at være relevante indholdskanaler.
Og LinkedIn er ingen undtagelse. Du kan lave en story på op til 20 sek. video eller billede, som dine følgere kan se i 24 timer. Herefter forsvinder indholdet. Det bliver altså hverken på din personlige profil eller på din company page. Du kan sætte alle mulige stickers på dine stories for at pifte indholdet op og gøre det mere dynamisk. Dine følgere kan besvare din story med en direkte besked eller via deres egen stories – igen hvor at deres svar ikke er synlige for andre. Det skaber en tryghed på begge fronter, da det føles mere som 1:1 kommunikation. Der er ingen fare for, at masserne kan dømme ens dumme kommentar eller spørgsmål. Det giver dig en oplagt mulighed for at komme helt tæt på dit publikum.
Funktionen er kun tilgængelig via LinkedIn appen.
Da Instagram i sin tid kopierede formatet, anså de det som en funktion, hvor der var plads til alt det indhold, der ikke var pænt nok til Instagram feedet. Den samme tanke har LinkedIn også haft. I LinkedIn Stories kan du slappe lidt mere af og lave indhold, uden at skulle tænke over at det skal være perfekt.
Hvordan bruger jeg LinkedIn Stories i min virksomhed?
Stories giver dig mulighed for at lave indhold både som privatperson og som virksomhed. For de fleste virksomhedsejere vil det give mening at lave stories på begge profiler (uden at det nødvendigvis er det samme indhold). Særligt hvis din company page ikke har synderligt mange følgere.
For at finde inspiration til indhold kan du med fordel bladre igennem de stickers, som LinkedIn har lavet til deres stories. Deres stickers giver et godt billede af, hvilke intentioner LinkedIn har haft med Stories-funktionen.
Her kommer mine 7 tips til LinkedIn Stories:
#1 Giv tips og tricks
LinkedIn er en kanal, hvor vi søger inspiration og viden, som vi kan bruge i vores eget arbejde. Brug derfor LinkedIn Stories til at øse ud af dine guldkorn. En story kan max. være 20 sek. lang, men der er intet, der forhindrer dig i at lave en føljeton af stories for på den måde lave et længere opslag f.eks. ”5 tips til at få flere læsere til dit nyhedsbrev”. Du lave hvert tip til en story. Bare husk at skære dit budskab helt ind til benet.
#2 Billeder og videoer fra live events
Stories er umiddelbare og autentiske. Det er oplagt at lave stories fra et live event f.eks. messer, seminarer eller nogle behind-the-scenes fra din egen workshop. Du kan bruge stories aktivt op til dit event for at sætte fut i billetsalget. Det kunne være billeder fra forberedelserne, videoer af dig som forklarer, hvad der skal ske, hvad dine kunder får ud af at deltage og hvordan man tilmelder sig. Slut af med en række gode og sjove stories fra eventet, så de der ikke deltager rigtigt kan ærgre sig.
#3 Lav en Q&A eller AskMeAnything
Hvis du er aktiv på LinkedIn så lav et normalt opslag, hvor du beder dit netværk dele alle de spørgsmål de har til din service eller produkt.
Disse spørgsmål samler du og laver en story pr. spørgsmål. Du kan evt. tagge spørgeren, så de får besked om, at du har besvaret deres spørgsmål. Her ville jeg dog bede om deres tilladelse først, da det kan være ubehageligt at blive udstillet på den måde (husk på tendensen til at vi gerne vil være mere private på de sociale medier). På den måde bliver dine stories super relevante for dine kunder, da du svarer på konkrete bekymringer og problemstillinger. En Q&A er også en god inspirationskilde, hvis du generelt er gået i stå og ikke ved, hvad du skal dele på din company page.
Alt dette kræver selvfølgelig at du er aktiv på LinkedIn, så det føles naturligt for dine forbindelser at besvare dit indlæg.
#4 Stil spørgsmål til dit netværk
Du kan også bytte rollerne om og stille et spørgsmål til dine følgere. Efterspørger du en særlig specialist, søger du anbefalinger til et godt kursus eller lignende..? Folk vil gerne hjælpe og måske kan du få nogle gode kontakter gennem dit netværk. Det kan både afhjælpe en specifik udfordring, du står med, men kan også være en vej til at forstå dine kunder bedre.
#5 Del nyheder fra din virksomhed
Skal du til at ansætte eller har du et nyt produkt på vej? Brug LinkedIn Stories til at dele nyheder om din virksomhed. Introducér nyansatte via stories, så dine kunder lærer de ansatte at kende. Du kan også bruge stories til at gøre opmærksom på nye videoer, blogindlæg eller podcastafsnit, som du har lagt op. Du kunne lave små appetitvækkere, som opsummerer pointerne fra dit seneste blogindlæg for at vække kundernes interesse og lokke dem til at læse hele indlægget.
Stories er ideelle til at holde dine kunder opdateret, da opslagene ikke drukner i news feedet, sådan som normale opslag har en tendens til.
#6 Ta’ kunderne med ind bag facaden
Oftest er det din rejse, der interesserer dine følgere allermest. Så vis dem hvad du har gang i og del lidt af hverdagens op- og nedture. Det er indhold, som vi alle kan forholde sig til.
Er du f.eks. smykkedesigner, kunne du lave små videoer af din proces (skitser til nye smykker, bearbejdning af metallet osv.). Det viser ikke bare slutproduktet, men det solide håndværk der ligger bag et håndlavet smykke. Når vi får en fornemmelse af processen, så tillægger vi produktet mere værdi.
Hvis du har ansatte, så giv dem mulighed for selv at lave stories, så der ikke kun er beretninger fra virksomhedens top. Jo mere frihed du kan give dem, jo mere autentisk indhold får I. Bare sørg for at I afgrænser, præcis hvad det er for noget indhold, I deler som LinkedIn Stories. Og mindst lige så vigtigt; hvad er det for noget indhold, I ikke deler.
Hverdagsøjeblikke er hyggelige, men pas på der ikke går ”Dagens morgenkaffe” og ”Onsdagskage” i den.
#7 Giv daglige udfordringer til dine følgere
Er du coach, personlig træner eller konsulent? Så prøv at lave nogle udfordringer som relaterer sig til dit fag. Hvis jeg var personlig træner eller fysioterapeut, ville jeg f.eks. lave nogle stories med øvelser til forebyggelse af nakkesmerter, musearme… Ja, alle de klassiske kontor-skavanker. Demonstrér en øvelse pr. story og skriv hvor mange gentagelser, man skal lave.
Hvis du er salgscoach, kunne du lave en 5-dages challenge, som skal kickstarte dine kunders salg. Hver dag præsenterer du en salgsteknik, som kunderne kan implementere med det samme i deres salgsproces. På den måde giver du en lille smagsprøve af, hvad kunderne kan forvente, hvis de køber salgstræning hos dig.
Sådan bruger du LinkedIn Stories på din private profil
Mange af de foregående tips kan også overføres til din private profil. Men derudover har jeg 4 tips til, hvordan du kan bruge LinkedIn Stories til personlige branding.
#1 Bliv en thought leader
Thought leadership er den hellige gral på LinkedIn. Det betyder, at du positionerer dig selv som vidensførende inden for dit specifikke fag. Afhængigt af din branche kan der være hård konkurrence – det er en eftertragtet titel. Men hvis du lykkes, bliver du top-of-mind, når nogle efterspørger dine kompetencer. Brug stories til at fortælle om nye tendenser inden for dit fag, bland dig i debatter, del historier som fortæller vigtigheden af dit arbejde mm.
Man kan også positionere ens brand som thought leader via en company page, men det er min erfaring, at det er lettere gennem din private profil. Det skaber mere troværdighed, når der er et rigtigt menneske bag fremfor et brand.
#2 Sæt skub i din jobsøgning
LinkedIn Stories er en fantastisk platform til at lave personlig branding – hvilket er værd at udnytte som jobsøgende. Start med at tilføje potentielle arbejdsgivere til dit netværk. Herefter kan du lave stories, som viser dine personlighed og kompetencer f.eks. en føljeton med “5 ting du ikke vidste, du kunne bruge en cand.mag til!” eller del viden om dit felt. På den måde kan arbejdsgiverne få en fornemmelse af, hvordan du er som person og hvad det præcis er, du kan byde ind med.
#3 Work smarter – not harder
Det er mantraet på LinkedIn, hvor mange søger inspiration til at optimere deres arbejdsliv. Så hvis du har fundet et smart værktøj, app eller gadget, som har hjulpet dig, så del historien med dit netværk. Det kan være, at der er nogen, som kunne have gavn af det.
#4 Kom med motiverende ord
Vi kan alle bruge lidt opmuntring i ny og næ. Du kan dele et par ord til dit netværk, som giver dem en mental godbid. Find evt. inspiration hos Simon Sinek, som regelmæssigt deler skarpe citater. Men lad være med udelukkende at dele visdomsord – det giver hurtigt opfattelsen af en wannabe-Gandhi.
Dos and don’ts til LinkedIn Stories
| Dos | Don’ts |
| Sørg for at dine stories afspejler din personlighed. Du skal virke professionel, men det er ikke ensbetydende med, at du skal være kedelig. | Lad være med bare at kopiere alt dit indhold fra f.eks. Instagram Stories til LinkedIn. Der er en forskel på de to kanaler. Hold dig primært til det indhold, som fokuserer på din forretning og faglig. |
| Eksperimentér løbende. En gang imellem skal der fornyelse til, så prøv at lege med mediet og prøv forskellige koncepter af. Dine følgeres reaktioner bør give dig et indblik i, hvilke koncepter der dur, og hvilke der ikke gør | Pas på at det ikke bliver for mange kaffe-øjeblikke. Det er fint med nogle hyggelige billeder af onsdagskagen, men sørg for at du også poster andet. Forsøg at holde en 80/20 fordeling mellem det faglige og private. |
| Gør dine stories “mute-venlige”. Mange sidder måske på arbejdet, når de tjekker dine stories ud og har derfor ikke nødvendigvis lyd på deres mobil. Sørg for at dine stories kan klare sig uden lyd ved at sætte tekst eller stickers på | Drop sælger-Helge. LinkedIn Stories er ikke lavet til at du fyrer den helt store salgstale af og kommer med det ene knaldtilbud efter det andet. Selvfølgelig vil du gerne have nye kunder, men hardcore salg er ikke effektivt her. |
| Det må gerne være håndholdt produktion. Det vil sige, at du ikke behøver filme dine stories på forhånd og i et studie. Brugerne reagerer tit bedre på videoer, som er filmet med mobilen, fordi de virker mere dynamiske og autentiske | |
Derfor skal du bruge LinkedIn Stories
Formatet stories lægger op til letvægtsproduktion. De er korte og umiddelbare, så du behøver ikke have det store filmstudie for at være med. Tværtimod. På Instagram har stories en tendens til at vise de mere upolerede billeder. Autenticitet er vigtigere end produktions-look. Gennem autenticiteten bygger du lige så stille en relation til dine kunder.
Som nævnt er der ikke særlig mange, der bruger funktionen endnu, så du har muligheden for at dominere fladen. Du kan trygt lave mange stories, da de kun er tilgængelige i 24 timer. Du kommer ikke til at spamme dit netværk. De skal nemlig aktivt vælge at se dine stories, modsat de opslag som ligger i feedet. Dertil ligger LinkedIn Stories i toppen af appen – du har altså lige nu chancen for at blive set i stedet for at drukne i news feedet.
24 timers reglen betyder også, at dine stories ikke hænger på din profil. Du har rig mulighed for at eksperimentere med funktionen. Der er ikke nogen, der vil kunne gå tilbage og grine af dit gamle indhold. Hvis du har haft svært ved at komme i gang med at producere videoer, så betragt denne funktion som din kravlegård. Her kan du vænne dig til at stå foran kameraet og teste forskellige koncepter af. Reaktionerne på dine stories kan være grobunden for dit videokoncept.
Hvad taler imod at bruge funktionen
Der er ikke meget, der taler imod at begynde, hvis du kan afsætte tiden til det. Men, for der er et ‘men’, jeg fornemmer, at det er de færreste, der har opdaget LinkedIn Stories. Som sagt ser jeg ikke særlig mange stories blive lagt op, til trods for at jeg tjekker LinkedIn dagligt.
I den forbindelse kommer en anden vigtig pointe; den gennemsnitlige dansker ikke tjekker LinkedIn særlig ofte. Slet ikke i samme grad som de tjekker Facebook og Instagram. Ifølge DR Medieforsknings rapport fra 2018 er det kun 7% af danskerne, der logger ind på LinkedIn dagligt. Kombineret med at dine LinkedIn Stories kun er synlige i 24 timer får vi noget af et mismatch. Jeg tror, at det er den primære årsagen til, at jeg ikke ser nogle fra min branche bruge funktionen. De ressourcer, der lægges i at lave stories, får du ikke nok værdi for. Det bliver et spørgsmål om held at få god reach på opslagene.
Så skal du springe ud i et LinkedIn Stories eventyr? Jeg ville ikke udelukkende satse på LinkedIn Stories, men kombinere det med en Facebook og Instagram Stories strategi. Alene for ikke at spilde for mange ressourcer på én kanal. Du skal bare huske, at det ikke er alt indhold, der fungerer på Instagram som også vil fungere på LinkedIn – og vice versa.