Hvad mon man er, før man bliver til?
Et stjerneskud, et puslespil.
En tanketorsk, en gulerod.
Man må for fa’en ha’ været noget.
Musikken drøner ud af den lille båndafspiller, mens vi rocker derudaf til de skæve toner og griner af de frække tekster. Musikken fra min barndom. Jeg har lige læst Michael Bundesen’s selvbiografi “Alting har en ende” og den har mindet mig om, hvorfor det er, jeg godt kan lide Shu-Bi-Dua. Der er selvsagt nogle gode melodier, men det er især de legesyge tekster og pudsige ordspil, såsom “Når livets skjorte bliver for kort” fra Den Røde Tråd og “Jeg er en kedelig Knud / Når jeg kommer ind, går blomsterne ud” fra sangen Knuden. Tekster der opstod ud fra et billede, som Bonden & Co. gerne ville male for os. Det fik mig til at tænke; hvorfor er det egentligt, at vi ikke gør det noget oftere indenfor markedsføring?
Fanget i det trivielle
Jeg erklærer mig straks skyldig. Jeg trækker også flittigt den seksløbede frasepistol og skyder efter min egen skygge. Vi kæmper i bund og grund mod vores egen biologi. Imod hjernen der forsøger at optimere, hvor den kan. Og det er bare 10 gange hurtigere at vælge mellem de 5000 ord, vi har i vores normale ordforråd end at bruge kræfter på at formulere blomstrende sætninger. Men burde vi ikke netop det? Ordene er så vigtige, så hvorfor skal vi ikke gøre os umage. Jean Tang har med sit copywriting firma erklæret krig mod det karakterløse. Mod virksomheders klichéfyldte tekster, som ikke viser hvem de rigtigt er. Hør Jean forklarer sin mission i denne inspirerende TedTalk:
Det er symptomatisk, at alle virksomheder gerne vil differentiere sig fra sine konkurrenter, men i samme omgang, bruger mange af de samme ord til at beskrive sig selv: dynamiske, servicemindede, høj kvalitet eller faglighed. Det er så vigtigt med de ord, og alligevel glemmer vi at udfordre sproget. Vi bruger klicheer.
Personlighedsspaltet kommunikation
Jeg har oplevet at blive blæst tilbage ved første møde i en virksomhed, fordi deres hjemmeside slet ikke har afspejlet kulturen derinde. Typisk er tonen sat lidt konservativ for at virke professionelle. Men det mest konservative ved konsulenterne var det jakkesæt, de bar. De var nede på jorden og frygtløse – de var ikke bange for at udfordre kunderne. Det var bare ikke det, de kommunikerede ud. “Træd ikke nogen over tæerne”-strategien er fremherskende, men med nutidens krænkelseskultur er den dømt til at fejle.
Man skal turde være sig selv og tro på, at det er dét, at din virksomhed er lidt gakket eller stædig, som kunderne sætter pris på.
Tag ved lære af Bill
Under min studietid boede jeg på et kollegie i København. Til festerne havde en af pigerne nogle særlige likører med, som hendes far solgte og en dag fik vi den geniale idé, at far Bill skulle holde rom- og likørsmagning på kollegiet. Bill var på. Vi lejede festlokalet og inviterede alle på kollegiet… Det var først et par timer inden arrangementet, at det gryede for mig: Hvad var sandsynligheden for, at Bill ville få solgt noget? Vi var jo studerende alle sammen. Det var måske lidt tarvelig af os at udnytte ham på den måde… Jeg gik op i festlokalet, men følelsen af at en våd klud lå over kroppen. Tog plads ved bordet, mens jeg prøvede at danne mig overblik over, hvor meget jeg selv havde råd til at købe for. Bare så han fik solgt et eller andet… Men de tanker blev gjort til skamme, for Bill var en sand mester i at male billeder.
Først og fremmest kendte han sit publikum, så han holdt tonen meget uformel, bandede hvis han fandt det passende, uden at skabe tvivl om hans faglighed. Ligeledes formåede han at koble nogle sanselige billeder til alle sine produkter.
,,Den her rom, den er altid pakket med i kufferten, når jeg skal på ferie. Så når jeg lige har været i poolen for at blive kølet ned og finder plads i min liggestol. Så sidder jeg rigtig og nyder et glas af den her rom”
Det var ikke poesi. Der var faktisk ikke meget Shu-Bi-Dua over den beskrivelse. Men i et kort øjeblik havde hele forsamlingen forladt kolde Danmark og lå og sippede Diplomatico rom på en fjern sydhavsø. Og da smagningen var forbi købte flere, inklusiv mig, flasker med hjem.
Emotions creates motion
Det er følelser, der får os til at handle. Følelser der får os til at købe. Så hvis du vil have flere kunder, så skal du vække deres følelser. Blandt andet gennem jeres tekster.
Bill lever af at sælge vin, deltage på messer og holde smagninger. Han kunne have valgt en klassisk (konservativ) connaisseur-stil med stiv krave og sølvspande. Men på Bill’s hjemmeside mødes du med et “Velkommen til Bill’s Bar”. Et aktivt valg, som uden tvivl skræmmer nogle væk, men rammer de folk, som gerne ville lære mere om vin, men er bange for at ende i en situation, hvor de føler sig dumme. Betyder det, at connaisseur-stilen er forkert? Overhovedet ikke. Så er der er muligvis bare mange andre som dig. Bill’s eksempel viser, at man med et klart sprog kan tiltrække den rette målgruppe.
Poetiske statusopdateringer?
Det kan være svært at lave de store bevingede ord, hvis man er en virksomhed, der laver to statusopdateringer om ugen. Det er ikke fordi jeres næste statusopdatering skal være det nye Shakespeare. Men jeg tror, vi alle kunne have gavn af en gang i mellem at udfordre os selv, så vi ikke sidder fast i de samme fraser. Mal et billede for jeres kunder, hvor jeres produkt (måske) indgår i eller leg med sproget, så der ikke bliver for meget samlebånds-opdatering over det. Hvad er det for en følelse, I gerne vil efterlade jeres kunder med?
Hvordan sørger du for ikke at sidde fast i den samme rille?
Hvor mon den er, den røde tråd
Man må for fa’en da bli’ til noget